Face Yoga Hvordan

Ansigtsyoga er et holistisk supplement til din hudplejerutine og flere har fået øjnene op for motionsformen, der kan praktiseres hjemmefra. Formålet med ansigtsyoga, er, at holde ansigtsmusklerne veltrænede og huden mere glat og fast. Faceyoga-eksperter fortæller, at det ikke kun er det fysiske, men også det mentale, der drager fordel af træningsmetoden.
Sofie Jørgensen gennemgår konceptet med en faceyoga-instruktør, og om hvordan du laver tre af de bedste øvelser.

Hvad er face yoga?
Face yoga er en yogaform for dit ansigt, der har til formål at træne ansigtsmusklerne og give dit ansigt mere glød og friskhed. ”Det er en måde, hvorpå du toner, løfter, styrker og smidiggøre muskulaturen i dit ansigt”. Ifølge faceyoga-instruktør Niki Terlich, reducerer ansigtsyoga ældningstegn, øger cirkulationen og kollagenproduktionen i huden og minimerer spændinger, som kan føre til kæbesmerter og hovedpine. På den måde kan der opnås større velvære i hele ansigtet, når du praktiserer ansigtsyoga.

Hvor hurtigt kan man begynde at se resultater af sin yogapraksis?
Du kan mærke en forskel med det samme i form af gennemstrømning og stimulering af musklerne. Og træner du regelmæssigt, altså hver dag, vil en synlig effekt begynde at vise sig hurtigt – ca. efter en måneds tid, afhængigt af alder og livsstil.

Er der nogen regel om, hvor mange minutters face yoga man skal lave om dagen?
15 minutters ansigtsyoga dagligt vil være en rigtig god investering til veltrænede ansigtsmuskler. ”Nogle ansigtsyoga-instruktører mener at 5 minutter er nok, men vil du have de bedste forudsætninger for resultater og for at vedligeholde dem, så skal der lidt mere til”, fortæller Niki Terlich.

Skal øvelserne laves på én gang eller kan de deles op?
”Du kan evt. dele din praksis op og lave nogle øvelser om morgenen, nogle om aftenen og endda sprede dem endnu mere ud i løbet af dagen”. Lav f.eks. øvelser i dine pauser, efter en lang dag foran computeren, i brusebadet, når du står og laver mad eller sidder og slapper af.

Hvordan kan face yoga mærkes indeni?
”Ansigtet repræsenterer områder forbundet til vores følelsesregister. Når du laver ansigtsyoga arbejder du også med dit følelsesliv og med at løsne spændinger i ansigt, hals og nakke, der kan opstå af forskellige følelser, så som vrede, stress, sorg. Ved at arbejde med din ansigtsmuskulatur og med berøring af din hud, stimulerer du samtidig dine naturlige lykkehormoner. Det sænker stress, skaber mere glæde og ro”.

Ekspert favoritter

Cat Eyes
Øvelsen stimulerer øjne og tindinger. Den reducerer crowsfeet og slappe øjenomgivelser, øger cirkulationen og reducerer mørke rande. Cat Eyes giver samtidig et lille energi-boost, og kan få en stresset hjerne til at slappe af.

Sådan gør du
1. Placer dine håndrødder på tindingerne, så håndfladen dækker den yderste del af øjenbrynet, og lige over kindbenet.
2. Hold om dit hoved, pres håndfladerne ind mod tindingerne og skub hænderne tilbage og op, så den yderste øjenkrog bliver trukket lidt skråt.
3. Luk øjnene og klem øjenlågene sammen, så du føler en spænding og en modstand fra håndfladerne ved yderste øjenkrog.
Hold positionen i 30 sekunder, og gentag 3 gange.

Long Big O
Denne øvelse styrker og løfter hele den nederste del af ansigtet. Den øger cirkulationen og giver en varm fornemmelse. Long Big O reducerer rynker på overlæben, giver større volumen i læber, løfter og giver volumen til trætte kinder og reducerer de linjer, der går fra siden af næsen ned til munden.

Sådan gør du
1. Slap af i kæben og åben munden i et langt, smalt O.
2. Hold med en pegefinger på hagen, så kæben forbliver åben og afslappet og træk læberne fast ind over tænderne.
3. Læg den anden hånd på panden så du slapper af i pandemuskulaturen.
4. Løft kinderne op med kindmusklerne som til et smil, men hold stadig læberne fast over tænderne og hold kæben åben.
Hold denne position i 30 sekunder og gentag 3 gange.

Forehead Stretch
Faceyoga-øvelsen er god til trætte computerøjne og til dem, der har spændinger mellem øjenbrynene. Den styrker øjenområdet, løfter dine øjenbryn og reducerer panderynker.

Sådan gør du
1. Slap af i pande- og øjenområde og læg den ene håndflade over pande og bryn. Hånden skal dække så meget af øjenbryn og området mellem øjenbrynene som muligt.
2. Læg den modsatte hånd bag på kraniet over nakken, så nakken holdes lang og afslappet.
3. Pres den forreste hånd ind mod panden og løft øjenbryn og pandemuskel op med hånden.
4. Kig ned, luk øjnene og pres øjenlågene fast sammen.
5. Hold denne position. Mærk øjenmusklerne trække øjenbrynene nedad og mærk modstanden fra hånden, der trækker opad.
Hold positionen i 30 sekunder, og gentag 3 gange. Skift mellem hvilken hånd du lægger på panden og hvilken hånd, du lægger over nakken, ved hver gentagelse.

 

Tekst Sofie Jørgensen, Dewy This

 

*GOOD TO KNOW
Ansigtsyoga virker på samme måde som yoga virker på kroppen – ved at man skaber modsat modstand, hvor muskulaturen får en ekstra belastning, så musklerne bliver udfordret og stimuleret.
Rens evt. dit ansigt og husk at vaske dine hænder før du laver ansigtsyoga. Du kan sagtens bruge serum på din hud lige inden din yogasession, men vent f.eks. med ansigtsolie og creme, så huden ikke bliver for glat til yoga.
Niki Terlich laver ansigtsyoga-uddannelse, bootcamps og videoer.

HIDE COMMENTS (0)

Leave a Reply

Your email address will not be published.