Amanda Collin er skuespiller. Hun har blandt andet stået på scenen på Det Kongelige Teater og spillet hovedrollen i filmen “En Frygtelig Kvinde”, som hun efterfølgende vandt to af branchens største priser for. I øjeblikket arbejder Amanda Collin på optagelserne til filmatiseringen af bestselleren “Undtagelsen”.
Læs om Amanda Collins yndlings fugtmaske, hvilken parfume hun elsker, om den pæneste lyserøde blush, gode sera og verdens bedste frisør.
Jeg blev skuespiller, fordi jeg altid havde drømt om det.
Det sværeste ved mit arbejde er at starte forfra og forme en rolle på ny, hver gang – at starte fra bunden. Og at tvivle på sig selv og sine evner. Mens det vildeste og mest overvældende har været da jeg vandt både en Robert og en Bodil for min præstation i “En Frygtelig Kvinde”. Det var så uventet og rigtig dejligt!
Humor og skønhed hænger sammen, tror jeg. Hvis du er glad kan man se det på dit ansigt. Og så bliver andre glade af at kigge på dig og så synes de du er pæn.
Skuespil er til gengæld ikke så super godt for dit ansigt. Der er jo tit meget makeup indblandet, og parykker og hårfarvning, og en sen cykeltur i regnvejr. Men jeg ville ikke bytte det for noget som helst andet.
HVAD BESTÅR DIN HUDPLEJERUTINE AF?
Jeg er blevet glad for serum og bruger Peter Thomas Roth Water Drench, den er vildt god! Nogen gange bruger jeg også min serum fra Smuk. Så ruller jeg lidt med min jaderulle eller børster mit ansigt med en ansigtstørbørste inden serum.
Jeg elsker ansigtsmist og bruger det så tit jeg kan komme til det.
Min dagcreme er altid en god urtecreme. Den bliver skiftet ud med en solcreme om sommeren – enten med Rudolph Cares faktor 50, eller en fra Isdin, et mærke som jeg næsten lige har opdaget.
Om aftenen vasker jeg for det meste med ansigtsvask fra Glossier. Nogen gange bliver det bare til en vatrondel med alt-i-en rens fra Karmameju som jeg stryger over mit ansigt.
ANSIGTSMASKEN
Jeg sværger til masken Rose Stem Cell Mask fra Peter Thomas Roth! Jeg vil vove at påstå, at den rent faktisk virker. Jeg sover tit med den på og vågner op med et gennemfugtet ansigt.
KROP
I bruseren bruger jeg Meraki body wash. Den dufter så godt og sundt. Efter bad smører jeg Karmamejus bodylotion på, den trænger hurtigt ind. Hvis jeg har tid blander jeg lidt olie i.
MAKEUP
Jeg går sjældent med makeup til hverdag og ikke særlig tit med mascara, men jeg kan godt dække en urenhed eller jævne min hudtone lidt ud med Shiseidos BB-creme.
Jeg har fået en creme-blush, Cloud Paint hedder den – shit, den er god! Man får meget naturligt pæne lyserøde kinder. Det elsker jeg! Jeg putter den også på øjnene og læberne og skal styre mig selv for ikke at gå helt lyserød ud af døren.
Skal jeg til fest lægger jeg mascara på mine vipper og en eyeliner langs vippekanten, hvis jeg er helt vild. Nogen gange bruger jeg læbestift, gerne en rød. Lancôme og Mac laver de flotteste læbestifter.
HÅR
Jeg vasker mit hår med en god shampoo fra Zenz og bruger balsam fra Redken. Når jeg har tid putter jeg en arganolie i mine hårlængder.
Jeg bliver klippet af verdens bedste frisør – Joekim fra Naboløs. Han klipper mig langhåret. Én gang fik jeg ham overtalt til at klippe pandehår på mig. Det var et spændende øjeblik for os begge.
NEGLE
Jeg havde similishellac og regnbuenegle hver dag, hvis det ikke var fordi at lange acrylnegle tit er noget rod i forbindelse med en casting eller hvis jeg skal på scenen.
HVILKEN PARFUME ER DIN FAVORIT?
Blackened Santal fra Raaw by Trice, både parfumen og parfumeolien. Den er utrolig god! Jeg er vild med den lille parfumerulle, som jeg kan have med mig på farten.
VELVÆRE
Jeg ville så gerne være sådan en, der tog lange bade og fik hovedbundsmassage. Jeg har endda købt noget soak til et lækkert fodbad, men jeg ender desværre bare tit på sofaen i søvn efter en lang dag, mens netflix spørger om jeg stadig ser med? Det synes jeg faktisk også er en form for luksus.
TRÆNING
Når jeg har god tid drøner jeg ned i Powerhouse på Frederikberg og tager en Burn&Build eller en pilates time. Det er så godt! Ellers går jeg permanent rundt med en kettlebell-baby på ca. 12-14 kg på armen. Det er da også meget god træning.
SUNDHED
Jeg prøver at spise rent. Altså økologiske rene råvarer. Og så har grøntsager og frugter jo pæne farver. Når det så er sagt, er det tit, at jeg koger pasta og river en halv parmesanost ud over inden jeg spiser det. Men så husker jeg også at vælge glutenfri pasta og parmesan lavet på gedemælk.
Jeg tager forskellige vitaminer og kosttilskud. Lige nu spiser jeg Royal Jelly, fordi jeg tror på, at det er sundt. Jeg spiser fiskeolie en gang imellem og multivitamin og Great Hair Complex, som jeg lige har shoppet rigeligt af. Jeg plejede at spise ret meget kosttilskud, men nu tænker jeg, at det er endnu bedre at få vitaminerne gennem kosten.
Jeg spiser en del olie – olivenolie, kokosolie og smør – det er da også en form for smørelse indefra – plus nødder og avocado. Og I et heldigt øjeblik putter jeg wheatgrass i en smoothie.
Om morgenen drikker jeg kaffe og spiser frugt og halvdelen af mit barns havregrød. Når jeg har tid koger jeg et æg og rister rugbrød og topper det med smør.
SHOPPING
Jeg køber mine produkter I Magasin, på nettet. Og på Instagram.
Har netop købt en blyant fra Tromborg, som er en concealer. Den er fabelagtig. Rigtig nem at arbejde med og at have med sig.
Køber jeg skønhed, når jeg er ude at rejse, er det altid ansigtsmist. Ved ikke hvor den fetish med at miste mit ansigt synder og sammen kommer fra, men det er så lækkert.
HVAD ER DIT BEDSTE BEAUTY TIP?
Sov og drik vand. Let’s face it, det er jo det, der virker. Og nul sukker – det virker altså også ret godt! jeg synes jeg får en dejlig ren hud, som ser sund ud, hvis jeg lige tager mig lidt sammen.
Tekst og foto Sofie Jørgensen, Dewy This
Tak for et fint interview med en spændende dame.
Elsker dit site.
Hej Christina, så dejligt at høre! Tak fordi du læser med.