Caroline Plummer, Blogger

Caroline Plummer, 27 år, er indehaver af bloggen rainbowdash.dk og arbejder som talent manager hos Splay. Jeg besøgte hende på Nørrebro i København i hendes lejlighed, der er fyldt med palmer, blomster og masser af skønhed.
Vi drak te og spiste croissanter og Caroline fortalte, hvordan hun får gennemfugtet og glødende hud, hvilke skønhedsprodukter hun købte 30 stk. af da hun var i USA og hvad hendes skønhedsrutine består af.

Skønhed for mig er at passe på sig selv og være velplejet. Det er det vigtigste. Og så synes jeg, at skønhed skal være sjovt. Man må godt have det sjovt med at eksperimentere lidt. Jeg kan godt lide at prøve forskellige slags produkter. F.eks. er jeg vildt nysgerrig på K-beauty, Korean beauty, for tiden – jeg synes, det er ret spændende og så meget foran på flere punkter.

HVORDAN ER DIN DAGLIGE SKØNHEDSRUTINE?
Jeg starter min morgen med et bad. Hvis jeg husker det, tørbørster jeg min hud på kroppen inden badet. Tit kommer jeg først i tanke om det, når jeg står under bruseren. Jeg vasker mit hår, hver dag, hvilket måske i virkeligheden er lidt for tit, men jeg elsker at have nyvasket hår. Har lige skiftet mine hårprodukter ud og bruger nu shampoo og balsam fra Noughty. De indeholder naturlige ingredienser og er milde for hår og hovedbund, hvilket er godt, når nu jeg vasker hår så tit.

Jeg skrubber mit ansigt to gange om ugen med Facial Scrub Mask fra Rudolph Care og renser min hud, hver morgen med rensemousse fra Avène. Jeg brugte en rensegel før, men var hos en kosmetolog, der mente, at den var for skrap for min hud og udtørrede den for meget. Rensemoussen er god og mild for huden og jeg kan bruge den morgen og aften.

Når jeg har slukket bruseren, og mens jeg stadig står inde i badet, smører jeg min krop ind i olie, og så dupper jeg bare med håndklædet. Olien er fra Meraki og indeholder citrus, som giver en frisk start på dagen. Jeg bruger lidt bodylotion oven på kropsolien, mest om vinteren og for at få lidt ekstra fugt. Det er Exomega fra Aderma, og jeg smører den f.eks. på ben eller albuer.

Min yndlings deodorant er Biotherms Deo Pure, der har den typiske klassiske Biotherm duft, som jeg elsker!

På mit ansigt bruger jeg en moisturizing toner, som jeg har købt i Koreatown i New York. Jeg putter et par dråber på fingrene og dupper hen over mit ansigt. Den toner og giver rigtig meget fugt.
I stedet for øjencreme bruger jeg en øjenolie fra Raaw In a Jar (som nu hedder Raaw By Trice, red.), der påføres med en lille rulle, som har en dejlig kølende effekt. Olien dufter af espresso martini! Jeg ruller den under øjnene, lader den sidde i to sekunder og dupper lidt med fingerspidserne, så det kommer ordenligt ind i huden.

Min dagcreme er fra Avène og indeholder solfaktor. Jeg bruger faktor, hver dag hele året rundt, fordi jeg tænker, at det er godt at beskytte huden mod UV-stråler og forebygge.
Nogen gange bruger jeg min primer fra Fenty Beauty ovenpå på min creme før makeuppen. Den giver et boost til huden og får makeuppen til at sidde pænere.
Og så børster jeg tænder i naturlig tandpasta fra Lebon.

Jeg har købt min læbepomade i Whole Foods i New York. Den er med peppemynte, som giver en let plumping effekt på mine læber.

AFTENRITUALET
Jeg renser min makeup af med Bioderma og bruger derefter min rensemousse. Elsker at få renset i dybden. Så bruger jeg et par dråber ansigtsolie fra Rudolph Care som jeg masserer grundigt ind – så meget så det nærmest kilder i ansigtet. Massagen stimulerer huden og ansigtsmuskulaturen.
En til to aftener om ugen bruger jeg en fugtmaske fra Avène og sover med den på om natten i stedet for ansigtsolien. Det er tit om søndagen, før en ny uge skal starte og hvis jeg har været ude i weekenden, så kan min hud godt have brug for lidt ekstra fugt.
Hvis jeg har en slem bums, som skal hurtigt væk, bruger jeg en dråbe Drying Lotion fra Mario Badescu på den natten over.

MAKEUP
Jeg kan rigtig godt lide makeup, særligt et no-makeup makeup look, så derfor vælger jeg ting i mine egne naturlige farver.
Lige nu bruger jeg Glossiers concealer, som er mega god! Jeg bruger den ikke i hele ansigtet, men omkring næse, lige under øjnene og i mellem øjenbrynene. Jeg er også blevet ret glad for Bobbi Brown Skin Foundation Stick.
På kindben og læbebue bruger jeg Dew Effekt highligter fra Glossier for at få lidt shine de rigtige steder. Den blender godt ind i huden og er god at arbejde med.

Mine øjenvipper er i forvejen mørke, så jeg vælger altid brun mascara og bruger den kun på de øverste vipper, fordi jeg synes, det giver mig et mere naturligt look. Min vippeprimer og mascara er fra Chanel.

Jeg plukker ikke så meget øjenbryn, jeg kan godt lide, de er lidt vilde. Jeg bruger Boy Brow Fra Glossier, der former og fixerer brynene, så de sidder pænt. Gimme Brow fra Benefit er god, når jeg vil farve og markere mine bryn lidt mere.

Hvis jeg skal ud bruger jeg primer i ansigtet og en brun eyeliner oven på øjet ved vippekanten, lidt bronzer fra Tomborg på kindben og all around for et mere party look. Tilsidst La Mers bodyolie med shimmer på arme og ben.

HÅR
Mit hår er meget glat, og Dry Powder Finishing hair spray fra Kevin Murphy er god til at give det struktur. Og så går jeg tit med hårspænder.

Jeg bliver klippet af Mia Maja fra Kjøbenhavn BLVD i Klosterstræde. Det er gode priser, og hun forstår, hvad jeg vil have. Jeg bliver klippet max en gang hvert halve år.

FÅR DU ANSIGTSBEHANDLINGER?
Jeg prøver at få dybderensende behandlinger hvert halve år. Sidst var jeg hos Amazing Space, det var virkelig godt.

NEGLE
jeg kan lide at have helt korte, let shinny negle. Jeg købte en color corrector/primer fra Essie, sidst jeg var i USA og den er det eneste, jeg har brugt på mine negle siden. Det er en primer til neglene under neglelak, men jeg bruger den for sig selv. Den giver en sund finish og et shiny look.

En gang i mellem lægger jeg også en rød neglelak. Men jeg har det meget med, at så snart der går en flig af neglelakken, skal jeg have den af med det samme.

Lige nu bruger jeg en neglelakfjerner, der ikke dufter af noget, men som virker! Den er fra & Other Stories.

Når jeg er i USA, får jeg altid manicure og pedicure i en kinesisk klinik, som ligger mellem 8 avenue i mellem 30 og 29 gade. Det er et helt random sted, som jeg egentlig bare faldt tilfældigt over, da jeg var alene i New York for 8 år siden.

TRÆNING OG SUNDHED
Jeg havde to træningsforløb med Adidas sidste år. Det sidste var et ti-ugers forløb, der foregik i Puoris træningslokale i Amaliegade. Vi trænede sammen med personlig træner Sidsel Godsk, som er sindssyg sej! Nu træner jeg to gange om ugen i et fitness center, hvor jeg løber på løbebånd og bruger de øvelser Sidsel har lært mig. Og så går jeg rigtig meget, hvis jeg har mulighed for det. Jeg kan godt lide at gå ture, når jeg har fri.

Jeg går op i sundhed, men jeg er overhovedet ikke fanatisk. Jeg sørger for at holde mig væk fra sukker med mindre, jeg virkelig craver det, og sørger for at spise masser af grønt og drikke masser af vand – to liter om dagen i hvert fald. Jeg spiser sundt, men elsker også pastaretter.

Jeg tager tre forskellige slags kosttilskud, hver dag – Coconut oil, Craving Crusher, Energi Booster. Craving Crusher skal stoppe cravings, og det virker faktisk. Man får slet ikke de cravings på samme måde efter sukker og usunde ting.

Jeg sørger også for at drikke minimum en kop grøn te om dagen, det har jeg hørt skulle være rigtig godt. Jeg kan lide al slags te og har lige fået en matcha te – det smager af græs, men jeg synes, det er ret lækkert. Jeg kan godt lide, når det smager sundt, og jeg kan mærke, det er godt for mig.
Jeg er også ret vild med at starte dagen med en kop kogt vand med citron, før jeg spiser eller drikker noget som helst andet. Føler det prepper kroppen til dagen og så får jeg også nogle C-vitaminer af citronen.
Til morgenmad spiser jeg skyr med hjemmelavet müsli.

VELVÆRE
Når jeg slapper af, er det sådan noget med at holde en hjemmespaaften med morgenkåbe på, en ansigtsmaske på, og fødderne i fodbad. Det er helt genialt, og sådan jeg slapper allerbedst af. Og så ser jeg en serie imens, eller noget andet. Og hygger. Jeg elsker at have minimum én spaaften om ugen.

Jeg er vild med sheet masks og købte ca. 30 af dem, da jeg var i USA i Koreatown, og har brugt næsten alle sammen. Det er så dejligt nemt det med, at du har den på, og så kan du bare tage den af igen, og smide den ud.

Jeg har altid duftlys på badeværelset. Jeg kan lide dem fra Meraki og & Other Stories.

BEAUTY SHOPPING
Jeg køber mange af mine skønhedsprodukter på apoteket, og ellers synes jeg, det er sjovt at gå ind i Sephora og se, hvad de har og blive inspireret der. Og så køber jeg skønhedsprodukter, når jeg rejser – hvis jeg er i New York, køber jeg Glossier, er jeg i Paris, køber jeg produkter på et fransk apotek.

BEDSTE BEAUTY TIP
Mit bedste skønhedstip er fugt til huden. Masser er fugt! På krop og ansigt. Det giver god glød, og det er lækkert. Det værste jeg kan forestille mig, er tør hud.

FAVORITPARFUME
Escentric Molecules 01 er min favoritduft. Den er på en måde neutral og går ind og arbejder med din egen personlige duft. Og så er jeg ret glad for Narciso Rodriguez dufte. Jeg er vild med den nye Poudrée, den dufter lidt sæbeagtigt, som en hvid neutral sæbeblok – Lækkert og rent. Og jeg har altid elsket Narcisos signaturduft For Her.
Jeg kan ikke lide, hvis dufte bliver for blomstrede.

HVAD LAVER DU OM SØNDAGEN?
Om søndagen sover jeg længe, går tur, ordner rigtigt meget, sådan noget som at vaske tøj og rydde op. Jeg er meget ordne-agtig. Jeg synes søndag er til at få styr på ens liv, få styr på alting til en ny uge, med rent sengetøj osv. Og så laver jeg nogle blogposts, for der har jeg lidt mere tid til det.

 

Tekst og foto Sofie Jørgensen, Dewy This

 

HIDE Kommentarer (2)
    1. Hej Marie, ja de er så flotte! Det er nogen Caroline har fået, så ved ikke hvor de er fra, desværre. Siger til, hvis jeg finder dem.

Leave a Reply

Your email address will not be published.